Anno Domini 2017 er gået.

Året 2017 efter Kr. f., eller som det er blevet moderne at sige og skrive  e.v.t, hvilke også kan skrive evt. – og så betyder det jo bare eventuelt. Men sådan er det jo  ikke. Vore år går ikke eventuelt. De går faktisk, årene. Vi bliver alle ældre og verden forandrer sig. Altså året 2017 e.v.t., der er beregnet efter Kr. f., hvilket vi jo så i og for sig ligeså godt kunne skrive, er snart gået. Og det kan vi jo egentlig bare tage til efterretning.

Det er lidt mærkeligt med dette e.v.t . I det ligger både en fornægtelse og en erkendelse. Man vil ikke indrømme, at vores tid regner vi fra fødslen af denne mærkelige mand som gik rundt i den fjerneste ende af det Romerske Imperium og prædikede et uhørt budskab om, at Guds Rige var kommet nær – ja allerede var tilstede midt iblandt de undrende tilhørere. Heri ligger fornægtelsen. Det er så alligevel en erkendelse (måske både uafvidende og uvilligt) af, at hvad enten vi vil eller ej. Og hvad enten en gammel munk i 3oo- årene har regnet 4 eller syv år galt til den ene eller den anden side. Så er det svært at komme uden om, at vor civilisations historie drejer sig om, ja netop rejer sig om denne mærkelige mands fødsel på vor Jord og hans ca. 33-årige virke der henne i den fjerneste ende af Imperiet.

Da Jyske Lov i 1241 blev kundgjort i Vordingborg i overværelse af kongens sønner og rigets bedste mænd skete det med følgende fanfare: “Vide skal alle, der ser denne bog, at kong Valdemar, den anden søn af Valdemar, der var Sankt Knuds søn, da han havde været konge i ni og tredive vintre, og der var gået tusind og to hundrede og fyrretyve vintre, efter at Vor Herre var født, i den næstfølgende marts måned lod skrive denne bog og gav denne lov, som her står skrevet på dansk,”  Nok gør Valdemar Sejr en hel del ud af at fremhæve sine berømte fædre og hermed understrege sin legitimitet som lovgiver, men han er ikke i tvivl om hvem der er Vor Herre.

Såvel kongens 39 regeringsår som året 1241 var Anno Domini – Herrens år. Det er såvel 2017 som det 2018 der kommer også. Vore årstal regnes fra da Vor Herre blev født. Da han ikke alene blev født – hvad enten det nu var nogle år før eller senere og hvad enten det nu var ved midvinter eller om foråret – , men også levede, døde og opstod, så er Guds Rige stadig midt iblandt os. Og alle vore år er Anno Domini – Herrens År.

Derfor foreslår jeg at vi i fremtiden hverken skrive e.v.t., evt, eller e. kr. f. for Herren er ikke bare født. Han er opstået. Han lever. Så vi skriver Anno Domini Herrens År.

Glædelig Jul og Godt nytår Anno Domini 20118.

 

 

2016 – året der gak!

Jule- og nytårsbetragtninger over Anno Domini 2016

Det er tid at sende julekort og i år har jeg fået rodet mig ind i så mange mærkelige ting og sager, at jeg endnu ingen har fået skrevet. Og i betragtning af den ekspeditionstid det delvis privatiserede og forsvenskede postvæsen har tillagt sig, formodes det at være for sent at sende noget ved hjælp af samme væsen med forventning om, at det når frem i indeværende år.

Terrorens år – angstens år.

Det blev året hvor terror og fremtidsangst prægede vores Europa og dermed også Danmark. Reaktionerne fra vore politiske lederes side var forskellige. Nogle talte angsten op og fortalte os, at vi hver for sig i hver vores eget land skulle lukke os om os selv, holde alt fremmed og alle fremmede ude, dukke hovedet og vente på at det gik over. Andre talte for at holde fast i vore fælles værdier, stå sammen og skabe fælles løsninger, påtage os ansvar i fællesskab – men de talte mest for døve øren. Kun de færreste af EUs medlemslande ville for alvor forpligte sig. De medlemslande og ledere, der ville gå i spidsen for at håndtere flygtningesituationen på en ansvarlig og human måde måtte se sig svigtet af de fleste af de andre lande og deres ledere. De fælles institutioner var og er magtesløse uden medlemslandenes opbakning.

Opløsningens år.

Englænderne og waliserne stemte Storbritannien ud af EU trods overvældende modstand i Skotland og Nordirland. Herefter er det et åbent spørgsmål om Skotland på et tidspunkt stemmer sig ud af UK og ind i Den Europæiske Union igen. Man kan vel ikke i det 21. århundrede forestille sig, at England vil opretholde Det forende Kongerige med rå magt? Den ekstreme nationalisme bredte sig ud over Europas øvrige lande med rå og højtråbende udtryk i Holland, Frankrig og senest også i Tyskland, men dog stadig med afløb gennem det demokratiske system. Værre ser det ud i Ungarn og Polen, hvor de demokratiske institutioner og demokratiets bærende principper gradvis udhules. Begge lande ville i dag ikke kunne blive medlemmer af vores Union, hvis de var ansøgere, men unionen har ingen effektive muligheder for at kalde dem til orden når de er medlemmer.

Samme højreskred sker udenfor Europa. Det tyrkiske demokrati har gennem de seneste år gradvis udviklet sig over flertalsdiktatur til et så autoritært styre, at det snart ikke kan skelnes fra et regulært enmandsdiktatur.

Men måske allerværst. I USA har vælgerne valgt en præsident, der vel næppe truer det amerikanske demokrati, men som nemt kan blive fristet til at føre en så ensidig “America First” politik, at det kommer til fremme opløsningen af det i forvejen svage vestlige sammenhold. I en sådan situation bliver behovet for et samlet og handlekraftigt EU indlysende, men både vælgere og politikere arbejder mere eller mindre bevidst på det modsatte.

Men også året 2016 har trods alt været Anno Domini.

Hvert af vore år er Herrens År – Anno Domini – Og som Kingo skriver 1674 i “Nu rinder solen op ad østerlide…”

“Utallig såsom sand og uden måde,
som havets dybe vand er herrens nåde,
med den hver dag min sjæl han overgyder,
hver morgen i min skål
en nåde uden mål
til mig nedflyder.”

Hele min dejlige familie både børn og børnebørn med venner, veninder og kærester etc. opfører sig (så vidt den gamle her ved) ordentligt og arter sig vel. Og navnlig beskæftiger sig med ting og sager som de hver for sig finder vigtige at beskæftige sig med. Også Joan, hendes Jesper med Signe og deres tre dejlige piger er sunde, raske og aktive.

Selv har jeg rodet mig ind i at støtte den bedste kandidat til det forestående bispevalg her i Lolland Falsters stift. Denne udmærkede kandidat og forhåbentligt kommende bisp kan man finde mere om: klik her 

Ellers roder jeg med menighedsråd og provstiudvalg. Og så har jeg prøvet at få kirkeministeren til at lave en bedre arbejdsfordeling mellem vores folkekirkes bisper øst for Storebælt ved at flytte 2 provstier fra Roskilde stift til sammen med Lolland Falster at udgøre et nyt Maribo stift og så flytte tre provstier på Københavns Vestegn fra Helsingør stift til Roskilde stift. Bertel Haarder var med på ideen, men så fik vi ny kirkeminister (der skiftes alt for ofte på den post) så nu ved jeg ikke hvad der sker, men gode kræfter arbejder fortsat på sagen.

Så frygt ikke tro kun! Som en tidligere statsminister så ofte sagde: “Det skal nok gå alt sammen”

I alle tilfælde vil jeg ønske alle jeg kender: Nye som gamle venner og bekendte, både godtfolk og skidtfolk, grundtvigianere og missionsfolk såvel som alle ganske almindelige syndere og ikke at forglemme hedninger, jøder og muslimer

en rigtig glædelig JUL og et godt Nytår.

 

 

Grundlovstalen jeg ville have holdt. – hvis nogen havde bedt mig om det.

Det er snart en del år siden jeg senest har holdt en grundlovstale. Heller ikke i år har der været bud efter mig. Men netop i år har jeg besluttet mig for alligevel at skrive en.
Junigrundloven! Det lyder af sol, skærsommer, lyse nætter, lysegrønne bøgetræer og af, fremgang frihed og frisind.
Dens reaktionære afløser. Novemberforfatningen af 1866 lyder af efterår, nederlag, indelukkethed og tilbagegang. Så galt fik det ikke lov at gå. De folkelige vækkelser, andelsbevægelsen rejste med krav om tilbagevenden til junigrundlovens ånd en forfatningskamp som det reaktionære godsejerstyre i længden måtte tabe.
Med systemskiftet i 1901 anerkendte kongen parlamentarismen som den i praksis gældende statsskik.
Og med den nye junigrundlov af 1915 blev de principper og de frihedsrettigheder der stadig er bærende for det danske folkestyre fastlagt.
Men de skrevne grundlovsparagraffer gør det ikke alene. Den ånd hvori de efterleves har mindst ligeså stor betydning. Ånden i det danske folkestyre har i høj grad være præget af de folkelige bevægelser, der i mere eller mindre grad har fundet udtryk i de gamle politiske partier. Det har været højskolerne og
andelsbevægelsen, i høj grad inspireret af den grundtvigske bevægelse, men også Indre Mission spille i sin storhedstid en rolle for den folkelige selvbevidsthed.

Ikke mindst arbejderbevægelsen satte,  gennem fagbevægelsen og socialdemokratiet sit stærke aftryk på det danske samfund.

Og som Erling Olsen – uglen kaldet – en gang bemærkede, havde man i den danske arbejderbevægelse meget til overs for Marx, men ikke meget tilovers fra Marx. I praksis havde man – mere eller mest mindre bevidst – arvet mere fra Grundtvig.

Og netop i denne arv havde de forskellige sider af det politiske liv en fælles grund at mødes på. De basale frihedsrettigheder blev sjældent draget i tvivl af nogen. Det var en selvfølge at man hold sig langt fra at gå til kanten af Grundlovens principper. Og denne gode skik – at holde sig langt fra kanten blev – vel ubevidst – overført til de internationale konventioner som Danmark underskrev og som Folketinget gjorde til gældende ret i Danmark.

Indtil fornylig.

For der er sket et skred.Nu tales der frejdigt om at gå til grænsen for hvad Grundlov og konventioner kan rumme. Nu er det ikke længere en selvfølge, at tvivl skal komme borgeren eller den svage part i en sag til gode. Går en dom staten imod rettes der ikke som en selvfølge ind efter afgørelsen; men man begynder i stedet af diskutere ikke hvordan regler kan og bør overholdes, men hvorvidt og hvordan de kan omgås.

Frit at tænke tro og tale er den inderste kerne i et frit samfund.

Nu har man så efter dages forhandlinger fundet frem til, hvordan man ved at gå til kanten kan begrænse såvel religionsfriheden som ytringsfriheden.

Og efterfølgende taler landets justitsminister om at lukke hjemmesider uden om domstolene.

Stadig står der dog i Danmarks Riges Grundlov § 77:

Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres”
Men det rager måske det regerende folketingsflertal en Pind?

Frihed lad være vort løsen i Nord!

Fra N.F.S. Grundtvigs ” Rimbrev til nordiske pårørende” citeres:
“Frihed lad være vort løsen i Nord, frihed for Loke såvel som for Thor, frihed for Ordet i verdenen ny,”
Videre:
” Frihed for alt hvad som stammer fra ånd, som ikke ændre men arges ved bånd, virker som skinbundet det værste i løn.”
Derfor:
” Lad os ej strande på særhedens skær, men kun bestride med ord og med ånd, hvad ej kan røres og gribes med hånd!
Bundet kun være det glubende dyr, som i sit svælg vil det ædle begrave!”

På det grundlag har vi i Danmark kunnet opretholde en retspraksis, hvor vi holdt fast i, at så længe frihedens og retfærdighedens fjender kun angriber det vi kært med ord. Så bekæmper vi dem og det de står for med ord. Det er lovligt at agitere for at ændre vore love også grundloven. Lige akkurat så længe det ikke sker ved vold.
End ikke Nazisterne har været forbudt i Danmark, at kommunisterne var det under besættelsen har altid været anset for at være grundlovsstridigt. Selv om både kommunisterne og nazisterne havde demokratiets afskaffelse på programmet.
De der bekæmper friheden med ord, hvad enten det er deres egne ord eller de læser dem op af nye eller gamle kampskrifter, vil ikke ændres men arges ved bånd. Tilsyneladende bundne vil de i det skjulte virke det værste.
Udvikler de sig til glubende dyr må de bindes, men først da.
Det vi står over for i visse moskeer kan vi måske opfatte som uånder, men af ånd er det, og det bestrider vi med ord og med ånd.
Griber nogen til vold må de stoppes med alle de lovlige midler der er retsstatens, men først da.

Skal vi frygte nytårstalerne?

For første gang i alle de år jeg har fulgt levende med i dansk politik er jeg virkelig bange for hvad årets nytårtaler kan blive brugt til.

Ikke så meget Majestætens. Jeg tiltror trods alt ikke statsministeren så ringe respekt for den forfatningsmæssige orden og for kongehuset som institution og ikke mindst dronningen som regent og som menneske, at statsministeriet skulle forsøge at politisere dronningens nytårstale, men man kan efterhånden alligevel sidde med en lille frygt i sindet.

Noget andet med statsministerens egen tale dagen efter. Efter i dag at have oplevet Lars Løkke Rasmussen varsle et angreb på den del af den internationale retsorden, som har til formål at beskytte nogle af verdens mest udsatte mennesker, nemlig flygtningekonventionen, kan man vel frygte det værste.

Der er godt nok gået mange år siden vi var stolte at at en forhenværende dansk statsminister med hæder bestred posten som FNs flygtningehøjkommissær.

Danmark var det første af FNs medlemslande til at tiltræde flygtningekonventionen, vi var ikke de første til at forsøge at udhule den eller smyge sig udenom. Det har flere lande, som f. eks. det Australien socialnationalisterne i Dansk Folkeparti  mener vi skal tage som rollemodel, øvet sig på i mange år.

Men skal Danmark nu virkelig være det land der bliver det første til direkte at angribe den møjsommeligt opbyggede internationale retsorden, der tager sigte på at beskytte forfulgte?

Med en regering, der direkte har brugt som værktøj at sætte landets gode navn og rygter over styr, kan man frygte det værste. Jeg må indrømme, at jeg i år ser frem til statsministerens nytårstale med frygt og bæven. Det har jeg dog aldrig gjort før.