Grundlovstalen jeg ville have holdt. – hvis nogen havde bedt mig om det.

Det er snart en del år siden jeg senest har holdt en grundlovstale. Heller ikke i år har der været bud efter mig. Men netop i år har jeg besluttet mig for alligevel at skrive en.
Junigrundloven! Det lyder af sol, skærsommer, lyse nætter, lysegrønne bøgetræer og af, fremgang frihed og frisind.
Dens reaktionære afløser. Novemberforfatningen af 1866 lyder af efterår, nederlag, indelukkethed og tilbagegang. Så galt fik det ikke lov at gå. De folkelige vækkelser, andelsbevægelsen rejste med krav om tilbagevenden til junigrundlovens ånd en forfatningskamp som det reaktionære godsejerstyre i længden måtte tabe.
Med systemskiftet i 1901 anerkendte kongen parlamentarismen som den i praksis gældende statsskik.
Og med den nye junigrundlov af 1915 blev de principper og de frihedsrettigheder der stadig er bærende for det danske folkestyre fastlagt.
Men de skrevne grundlovsparagraffer gør det ikke alene. Den ånd hvori de efterleves har mindst ligeså stor betydning. Ånden i det danske folkestyre har i høj grad være præget af de folkelige bevægelser, der i mere eller mindre grad har fundet udtryk i de gamle politiske partier. Det har været højskolerne og
andelsbevægelsen, i høj grad inspireret af den grundtvigske bevægelse, men også Indre Mission spille i sin storhedstid en rolle for den folkelige selvbevidsthed.

Ikke mindst arbejderbevægelsen satte,  gennem fagbevægelsen og socialdemokratiet sit stærke aftryk på det danske samfund.

Og som Erling Olsen – uglen kaldet – en gang bemærkede, havde man i den danske arbejderbevægelse meget til overs for Marx, men ikke meget tilovers fra Marx. I praksis havde man – mere eller mest mindre bevidst – arvet mere fra Grundtvig.

Og netop i denne arv havde de forskellige sider af det politiske liv en fælles grund at mødes på. De basale frihedsrettigheder blev sjældent draget i tvivl af nogen. Det var en selvfølge at man hold sig langt fra at gå til kanten af Grundlovens principper. Og denne gode skik – at holde sig langt fra kanten blev – vel ubevidst – overført til de internationale konventioner som Danmark underskrev og som Folketinget gjorde til gældende ret i Danmark.

Indtil fornylig.

For der er sket et skred.Nu tales der frejdigt om at gå til grænsen for hvad Grundlov og konventioner kan rumme. Nu er det ikke længere en selvfølge, at tvivl skal komme borgeren eller den svage part i en sag til gode. Går en dom staten imod rettes der ikke som en selvfølge ind efter afgørelsen; men man begynder i stedet af diskutere ikke hvordan regler kan og bør overholdes, men hvorvidt og hvordan de kan omgås.

Frit at tænke tro og tale er den inderste kerne i et frit samfund.

Nu har man så efter dages forhandlinger fundet frem til, hvordan man ved at gå til kanten kan begrænse såvel religionsfriheden som ytringsfriheden.

Og efterfølgende taler landets justitsminister om at lukke hjemmesider uden om domstolene.

Stadig står der dog i Danmarks Riges Grundlov § 77:

Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres”
Men det rager måske det regerende folketingsflertal en Pind?